Efter Jeffreys Bay var der et obligatorisk stop i Port Elizabeth for natten, derefter var det fuldfart (African style driving!) mod Chintsa.
Vi kørte af hovedvejen, ind på en grusvej og forsatte og forsatte. Vi var så langt ude at der ingenting var, indtil en lille by af hytter åbenbarede sig under træerne. Hostellet spredte sig ud på en bakke, og lagde næsten gemt under de vildtvoksende træer. Vores sovesal lagde næsten øverst, og havde en fantastisk udsigt over lagunen, og lidt længere væk, stranden og havet.
Vi brugte kun 2 nætter her, og dagene blev stortset kun brugt på stranden og ved havet, og så selvfølgelig på at nyde udsigten ;)
- Posted using BlogPress from my iPhone
onsdag den 26. oktober 2011
søndag den 23. oktober 2011
Dudes, Dreads og Fede Bølger
Da vi ankom til Jeffrey´s Bay, blev vi mødt af en vaskeægte kliche. Surferen, som mange troede var uddød, stod foran os i levende live!
En mand, ikke meget under 40, med vigende hårgrænse og dreadlocks næsten ned til livet, og tydeligvis permanent gæst. Han tjente til dagen og vejen, ved at sælge sine hjemmelavede smykker.
Hostellet, Island Vibe, var tydeligvis et meget populært sted for surfcrowden, og der var en større gruppe, som hang ud i længere perioder. Jeg vil gerne indrømme, Jose og jeg følte os en smule på ukendt territorium.
Men, der er en løsning på alt! Så vi meldte os på tre dages surfkursus :D
Vi startede næste morgen, på en overskyet men dejlig dag. Først skulle vi igennem alle grundbevægelserne på stranden, så med brættet på sandet, gik vi frejdigt igang. It was not pretty.. Forestil jer fire mennesker i våddragt, lege surfere på sandet. You get my drift?
Anyways, efter den lille seance var vi endelig i vandet. Jeg kan sige jer så meget, det er ikke så nemt som folk får det til at se ud! Jose var rimlig cool, og klarede at stå på brættet i første lesson, jeg derimod failede miserabelt. Jeg fik renset mavesækken med saltvand, det er helt sikkert.
Næste morgen stod vi op til en lorte dag. Der var en pålandsvind af kuling styrke, overskyet med spredte byger, og nå ja det var røvkoldt! Surfing var udelukket, og med mangel på andet at lave på hostellet, smuttede vi ud i J´Bay by.
Byen er ikke noget at skrive hjem om. Den ligner til forveksling Thyborøn på en meget forladt gråvejrsdag, og det eneste lyspunkt er en kæmpe Billabong Factory Outlet Store. Og jeg mener kæmpe! Jose og jeg brugte en del timer derinde, men købte overraskende lidt! Der var så meget at det var komplet uoverskueligt, så det meste af tiden blev brugt på at rende butikken rundt efter andre størrelser.
Dag tre på surf academy så temmelig sort ud, da vi stod op. Vinden havde aftaget lidt, men der var stadig gråvejr og bølgerne var en anelse skræmmende! Men instruktøren sagde `kom frejdig!` og så måtte vi jo i vandet!
Det blev en hård tur, for bølgerne kom tæt og strømmen var stærk i det lave vand. Så når vi havde fanget en bølge (endelig), måtte vi trampe ud mod 3 meter høje bølger, og en strøm der trak sidenlæns! Endnu engang viste Kathrine Kirk ikke meget føling for surfningens ædle kunst, og kom kun kortvarigt op og stå et par gange. Mens Jose med stor koncentration fik fanget en del bølger. Efter 2 timers hård kamp mod Océanne, der viste sig fra sin mere bitchede side, ku vi endelig gå til en tiltrængt frokost.
Men pausen var kortvarig. En time senere kom Coach og sagde at den lesson vi missede i gå, kunne da lige så godt tage nu! Øh, okay?
I våddragt og brættet på hoften og så var vi klar igen! Trætheden tog til, og benene stod svagere og svagere mod bølgerne. Men denne gang var der succes! Jeg stod pludselig på brættet og stod der det meste af sidste lesson :)
Det var meget trætte piger der stod på bussen den aften, men det var en fed oplevelse, og det er bestemt ikke sidste gang frk. Kirk kommer på et surfbræt.
P.S.: Vi så ingen hajer ;)
- Posted using BlogPress from my iPhone
En mand, ikke meget under 40, med vigende hårgrænse og dreadlocks næsten ned til livet, og tydeligvis permanent gæst. Han tjente til dagen og vejen, ved at sælge sine hjemmelavede smykker.
Hostellet, Island Vibe, var tydeligvis et meget populært sted for surfcrowden, og der var en større gruppe, som hang ud i længere perioder. Jeg vil gerne indrømme, Jose og jeg følte os en smule på ukendt territorium.
Men, der er en løsning på alt! Så vi meldte os på tre dages surfkursus :D
Vi startede næste morgen, på en overskyet men dejlig dag. Først skulle vi igennem alle grundbevægelserne på stranden, så med brættet på sandet, gik vi frejdigt igang. It was not pretty.. Forestil jer fire mennesker i våddragt, lege surfere på sandet. You get my drift?
Anyways, efter den lille seance var vi endelig i vandet. Jeg kan sige jer så meget, det er ikke så nemt som folk får det til at se ud! Jose var rimlig cool, og klarede at stå på brættet i første lesson, jeg derimod failede miserabelt. Jeg fik renset mavesækken med saltvand, det er helt sikkert.
Næste morgen stod vi op til en lorte dag. Der var en pålandsvind af kuling styrke, overskyet med spredte byger, og nå ja det var røvkoldt! Surfing var udelukket, og med mangel på andet at lave på hostellet, smuttede vi ud i J´Bay by.
Byen er ikke noget at skrive hjem om. Den ligner til forveksling Thyborøn på en meget forladt gråvejrsdag, og det eneste lyspunkt er en kæmpe Billabong Factory Outlet Store. Og jeg mener kæmpe! Jose og jeg brugte en del timer derinde, men købte overraskende lidt! Der var så meget at det var komplet uoverskueligt, så det meste af tiden blev brugt på at rende butikken rundt efter andre størrelser.
Dag tre på surf academy så temmelig sort ud, da vi stod op. Vinden havde aftaget lidt, men der var stadig gråvejr og bølgerne var en anelse skræmmende! Men instruktøren sagde `kom frejdig!` og så måtte vi jo i vandet!
Det blev en hård tur, for bølgerne kom tæt og strømmen var stærk i det lave vand. Så når vi havde fanget en bølge (endelig), måtte vi trampe ud mod 3 meter høje bølger, og en strøm der trak sidenlæns! Endnu engang viste Kathrine Kirk ikke meget føling for surfningens ædle kunst, og kom kun kortvarigt op og stå et par gange. Mens Jose med stor koncentration fik fanget en del bølger. Efter 2 timers hård kamp mod Océanne, der viste sig fra sin mere bitchede side, ku vi endelig gå til en tiltrængt frokost.
Men pausen var kortvarig. En time senere kom Coach og sagde at den lesson vi missede i gå, kunne da lige så godt tage nu! Øh, okay?
I våddragt og brættet på hoften og så var vi klar igen! Trætheden tog til, og benene stod svagere og svagere mod bølgerne. Men denne gang var der succes! Jeg stod pludselig på brættet og stod der det meste af sidste lesson :)
Det var meget trætte piger der stod på bussen den aften, men det var en fed oplevelse, og det er bestemt ikke sidste gang frk. Kirk kommer på et surfbræt.
P.S.: Vi så ingen hajer ;)
- Posted using BlogPress from my iPhone
fredag den 21. oktober 2011
På kysttogt i tog mod eksotisk dyreliv i plett
Vores første stop på Baz bus ruten blev Mossel Bay, en søvnig lille kystby- lidt a la Thyborøn, bare med et anderledes klima og en mørkere befolkning. For det første ankom vi noget senere end planlagt, til vores første destination. Kathrine og jeg havde været oppe godt før 7 da vi skulle nå og med bussen, men da vi har fået tjekket ud og pakket alle vores ting, får vi at vide i receptionen at bussen først kommer efter 10... Surt. Vi bruger dagen på at spise morgenmadsbuffet og se nyheder.
Det hostel vi har bestilt i Mossel Bay i vores spæde begyndelse af vores Sydafrikanske eventyr, er det billigste, det tætteste på stranden og det der lød sjovt. Men var det sjovt spørger i så?
Neeej, ikke rigtig. Vores hostel var et originalt gammel sovetog fra SA, det lå direkte på stranden uden så meget andet omkring.
Vores "værelse" bestod af 2 senge/2 togsæder klædt i læder, et bord i midten, to vinduer og et gulvareal på 0,3x0,3 m2. Fedest!? En rigtig sovekupé. Efter at vores skydedør var blevet lukket kigger vi på hinanden og aftaler at vi kun skal være her en enkelt nat. Ved nærmere eftersyn fungerer kun 1 ud af 5 lamper, der er lange sorte hår under Kaths dyne og rullegardinet vil ikke rigtig rulle ned. Øv. Det positive var dog udsigten til den flotteste strand og nogle meget søde ejere.
Mosselbay by havde ikke noget særligt at byde på. Vi havde brugt det meste af morgenen på at lede efter morgenmad og måtte tage til takke med en meget snasket burger.
Vi tog herefter videre til Plettenberg bay, endnu en naturskøn kystby med lange sandstrande, hvaler, delfiner og sæler.
Her boede vi på Amakaya (betyder hjem), og ja, det føltes nærmest som hjemme, de var utrolig gæstfrie og ville meget gerne snakke og fortælle. Første da blev brugt på Black water tubin som foregik i Storms River, det gik ud på at man sidder i en lille gul oppustelig gummiring og lader sig glide ned af vandfald, dog var vandet lavt pga. at det stadig er vinter, så vi fik også lov til at padle en del, men det gjorde os ikke noget for det var smukt og idyllisk - lige indtil instruktørene kom snigende op bagfra og væltede dig i vandet. Der var også flere forskellige klippespring til de mere vovede, alt mellem 10 til 1 meter. Vi havde en rigtig sjov dag som blev afsluttet med en guided hjemtur af hostelejeren Dave. Om aftenen kunne jeg (jose) tælle utallige store fæle blå mærker efter at have været lidt for ivrig ned af vandfaldene.
Vores 2. nat startede dog knapt så godt, da vi fik en "gæst" i vores værelse, en dejlig edderkop på størrelse med en hånd, kravlede lystigt rundt på en af køjernes stolper, og inden nogen kunne tælle til 5 var både kath og jeg uden for døren (mig i underbukser), vi fik vækket en stakkels mand som arbejder der, han tog et bræt med sig og 5 minutter senere hører vi et par brag - endelig fik han krænget bæstet. Vi kommer ind igen, kath i seng med en bog, og mig som går nervøst rundt og skanner rummet. 5 minutter senere er vi på den igen, jeg er ude før kath når at fatte hvad der sker. Ind og vække den stakkels mand igen - hans melding: Nu fandt jeg 2 derinde, vi må hellere flytte jer for jeg tror der er et hul et eller andet sted hvor de kommer ind. Midt nat for vi så bakset al vores pakkernellike til et andet doorm hvor vi vækker en anden stakkels sjæl. Det blev en urolig nat.
Næste dag insisterer vores "spider slayer" på at vise mig liget så jeg rigtig kan se hvor stor den er, derefter fortæller han at han fandt ikke mindre en 7 styks som lystigt boltrede sig i rummet. Sikken dejlig morgen.
Vi skulle mødes med kaths ven Kerry fra Harnas, på stranden. Hun foreslog at vi tog med ud og dykkede med sæler. Hurtigt kom vi i en våddragt, fik udleveret snorkler samt svømmefødder. Selve turen derud foregik i meget høj fart i en lille båd - lige der ønskede vi os en sele. Til mor Heidi og mor Connie: Inden vi hoppede i vandet blev der sendt et instrument ned til at skræmme eventuelle hajer væk, inden vi skulle ned i det 18 meter dybe blå. Vi fik så lov at svømme i en sæl koloni med ikke mindre en 4000 vilde sæler, det var en lidt skræmmende oplevelse, især da Kerry spottede en 7 meter lang sten, der så viste sig at være en elefantsæl på ikke mindre en 3 ton, det kan være ret uhyggeligt at svømme rundt og pludselig kigge ind i et par store sorte øjne, meget store sorte øjne endda.
Næste dag tog vi på hesterygssafari i Plettenberg gamepark reserve, vi så rigtig mange forskellige dyr, bl. a. zebra, krokodille, giraf, impala, springbok, næsehorn, flodhest, bøffel og da vi var på hesteryg lykkedes det os at komme rigtig tæt på de vilde dyr, en fed oplevelse på en af de heldige dage med 38 grader lige i middagssolen.
I plettenberg var vi generalt rigtig heldige med vejret.
Håber at alle I derhjemme nyder det danske efterår mens vi daser på stranden.
Josephine
- Posted using BlogPress from my iPhone
Det hostel vi har bestilt i Mossel Bay i vores spæde begyndelse af vores Sydafrikanske eventyr, er det billigste, det tætteste på stranden og det der lød sjovt. Men var det sjovt spørger i så?
Neeej, ikke rigtig. Vores hostel var et originalt gammel sovetog fra SA, det lå direkte på stranden uden så meget andet omkring.
Vores "værelse" bestod af 2 senge/2 togsæder klædt i læder, et bord i midten, to vinduer og et gulvareal på 0,3x0,3 m2. Fedest!? En rigtig sovekupé. Efter at vores skydedør var blevet lukket kigger vi på hinanden og aftaler at vi kun skal være her en enkelt nat. Ved nærmere eftersyn fungerer kun 1 ud af 5 lamper, der er lange sorte hår under Kaths dyne og rullegardinet vil ikke rigtig rulle ned. Øv. Det positive var dog udsigten til den flotteste strand og nogle meget søde ejere.
Mosselbay by havde ikke noget særligt at byde på. Vi havde brugt det meste af morgenen på at lede efter morgenmad og måtte tage til takke med en meget snasket burger.
Vi tog herefter videre til Plettenberg bay, endnu en naturskøn kystby med lange sandstrande, hvaler, delfiner og sæler.
Her boede vi på Amakaya (betyder hjem), og ja, det føltes nærmest som hjemme, de var utrolig gæstfrie og ville meget gerne snakke og fortælle. Første da blev brugt på Black water tubin som foregik i Storms River, det gik ud på at man sidder i en lille gul oppustelig gummiring og lader sig glide ned af vandfald, dog var vandet lavt pga. at det stadig er vinter, så vi fik også lov til at padle en del, men det gjorde os ikke noget for det var smukt og idyllisk - lige indtil instruktørene kom snigende op bagfra og væltede dig i vandet. Der var også flere forskellige klippespring til de mere vovede, alt mellem 10 til 1 meter. Vi havde en rigtig sjov dag som blev afsluttet med en guided hjemtur af hostelejeren Dave. Om aftenen kunne jeg (jose) tælle utallige store fæle blå mærker efter at have været lidt for ivrig ned af vandfaldene.
Vores 2. nat startede dog knapt så godt, da vi fik en "gæst" i vores værelse, en dejlig edderkop på størrelse med en hånd, kravlede lystigt rundt på en af køjernes stolper, og inden nogen kunne tælle til 5 var både kath og jeg uden for døren (mig i underbukser), vi fik vækket en stakkels mand som arbejder der, han tog et bræt med sig og 5 minutter senere hører vi et par brag - endelig fik han krænget bæstet. Vi kommer ind igen, kath i seng med en bog, og mig som går nervøst rundt og skanner rummet. 5 minutter senere er vi på den igen, jeg er ude før kath når at fatte hvad der sker. Ind og vække den stakkels mand igen - hans melding: Nu fandt jeg 2 derinde, vi må hellere flytte jer for jeg tror der er et hul et eller andet sted hvor de kommer ind. Midt nat for vi så bakset al vores pakkernellike til et andet doorm hvor vi vækker en anden stakkels sjæl. Det blev en urolig nat.
Næste dag insisterer vores "spider slayer" på at vise mig liget så jeg rigtig kan se hvor stor den er, derefter fortæller han at han fandt ikke mindre en 7 styks som lystigt boltrede sig i rummet. Sikken dejlig morgen.
Vi skulle mødes med kaths ven Kerry fra Harnas, på stranden. Hun foreslog at vi tog med ud og dykkede med sæler. Hurtigt kom vi i en våddragt, fik udleveret snorkler samt svømmefødder. Selve turen derud foregik i meget høj fart i en lille båd - lige der ønskede vi os en sele. Til mor Heidi og mor Connie: Inden vi hoppede i vandet blev der sendt et instrument ned til at skræmme eventuelle hajer væk, inden vi skulle ned i det 18 meter dybe blå. Vi fik så lov at svømme i en sæl koloni med ikke mindre en 4000 vilde sæler, det var en lidt skræmmende oplevelse, især da Kerry spottede en 7 meter lang sten, der så viste sig at være en elefantsæl på ikke mindre en 3 ton, det kan være ret uhyggeligt at svømme rundt og pludselig kigge ind i et par store sorte øjne, meget store sorte øjne endda.
Næste dag tog vi på hesterygssafari i Plettenberg gamepark reserve, vi så rigtig mange forskellige dyr, bl. a. zebra, krokodille, giraf, impala, springbok, næsehorn, flodhest, bøffel og da vi var på hesteryg lykkedes det os at komme rigtig tæt på de vilde dyr, en fed oplevelse på en af de heldige dage med 38 grader lige i middagssolen.
I plettenberg var vi generalt rigtig heldige med vejret.
Håber at alle I derhjemme nyder det danske efterår mens vi daser på stranden.
Josephine
- Posted using BlogPress from my iPhone
fredag den 14. oktober 2011
Afrikas Spids
Den sidste dag i Cape havde vi besluttet os for at tage på en dagstur ud til Cape Halvøen, som er hjemsted for Kap det Gode Håb. Vi blev hentet kl 10, og kørte afsted. Først mod Hout Bay som er Cape Town, og omegns, hovedleverandør af fisk og især hummer. Her blev vi smidt af, for at komme med en lille færge til Seal Island. Efter en utrolig scenisk udsejling af havnen, rettede vi kursen mod øen hvor vi for første gang så Fur Seals i rigelige mængder, og fik lidt billeder. Desværre delte vi fartøj med lige så rigelige mængder japanske turister, og til information kan de være enormt påtrængende, og, som jeg beretter senere, ret så agressive når det gælder muligheder for gode fotos, og har ALLE sammen kæmpe spejlrefleks kameraer (Nikon som det foretrukne mærke).
Vi kom tilbage til en kæmpe sæl liggende midt på kajen! Rundt om den, og ind i bussen og videre til næste stop.
Simonstown er en lille by sprunget op omkring en marine base, vores interesse i byen var nu den koloni af pingviner der huserede stranden. Det var ekstremt blæsende den dag, så alle pingvinerne trykkede sig sammen i strandens sparsomme bevoksning.
Vi lod pingvinerne få fred, og begav os mod Cape Point National Park. Efter at have passeret de første "NO feeding the baboons"-skilte, blev vi læsset af minibussen, og blev hver udstyret med cykel og der tilhørende hjelm (Safety first!). En 10km cykeltur i stiv kuling (modvind, self) ventede, og på trods af at jeg havde irriteret Jose til døde med manglende motion, så var den sgu halv hård. Og kuling eller ej, så var det en fantastisk tur!
Vi fik kæmpet os hen til frokostpausen, og vi kom ikke sidst! En bid mad, og en hurtig køretur senere, ankom vi til Cape Point. Her står et ensomt fyrtårn, og kæmper for at advare skibene mod det livsfarlige rev, der omkranser halvøen.
Utroligt nok, møder vi en gammel Thyborønbo her, som har boet de sidste mange år i Cape Town. What are the odds!!
Slutningen på turen blev Kap det Gode Håb. På trods af at være det nok mest kendte landemærke på turen. Var der egentlig ikke så meget andet at lave her, end at få taget det obligatoriske ved skiltet.
Men det viste sig faktisk at være en omstændig affære. Ser i her mødte vi vores japanske venner fra Sælturen, og denne gang i en meget ophidset tilstand! De havde bestemt sig for, at man skulle stille sig i kø, for at komme til at tage billedet ved skiltet. Men eftersom det er et meget besøgt sted, kom der regelmæssigt nye mennesker til, og flere af dem havde ikke lige opfattet den spontane kø dannelse. Det resulterede i 30 ophidsede, pegende, viftende og råbende japanere. Det kan sgu være ret intimiderende! Men hold kæft hvor vi grinede ;)
- Posted using BlogPress from my iPhone
Simonstown er en lille by sprunget op omkring en marine base, vores interesse i byen var nu den koloni af pingviner der huserede stranden. Det var ekstremt blæsende den dag, så alle pingvinerne trykkede sig sammen i strandens sparsomme bevoksning.
 |
| Bortset fra en enkelt lille viking |
Vi lod pingvinerne få fred, og begav os mod Cape Point National Park. Efter at have passeret de første "NO feeding the baboons"-skilte, blev vi læsset af minibussen, og blev hver udstyret med cykel og der tilhørende hjelm (Safety first!). En 10km cykeltur i stiv kuling (modvind, self) ventede, og på trods af at jeg havde irriteret Jose til døde med manglende motion, så var den sgu halv hård. Og kuling eller ej, så var det en fantastisk tur!
 |
| Dansk Cyklist Forbund! |
Utroligt nok, møder vi en gammel Thyborønbo her, som har boet de sidste mange år i Cape Town. What are the odds!!
Slutningen på turen blev Kap det Gode Håb. På trods af at være det nok mest kendte landemærke på turen. Var der egentlig ikke så meget andet at lave her, end at få taget det obligatoriske ved skiltet.
Men det viste sig faktisk at være en omstændig affære. Ser i her mødte vi vores japanske venner fra Sælturen, og denne gang i en meget ophidset tilstand! De havde bestemt sig for, at man skulle stille sig i kø, for at komme til at tage billedet ved skiltet. Men eftersom det er et meget besøgt sted, kom der regelmæssigt nye mennesker til, og flere af dem havde ikke lige opfattet den spontane kø dannelse. Det resulterede i 30 ophidsede, pegende, viftende og råbende japanere. Det kan sgu være ret intimiderende! Men hold kæft hvor vi grinede ;)
- Posted using BlogPress from my iPhone
torsdag den 13. oktober 2011
Rocksuckers og Birds of Paradise
Det var endelig blevet tirsdag og Joses første reelle dag i Cape. Vi gik mod Waterfront, som jeg havde gjort to dage før, opsatte på at opleve Robben Island (Øen hvor Mandela og utallige andre politiske fanger blev indespærret), men ak!, en kapsejlads (vist nok al a Clipper around the world) havde lagt til kaj, og alt var udsolgt tre dage frem.
Som plan B gik vi i Two Oceans Aquarium, som bød på pingviner, et kelp forrest bassin og aaalt for mange børn. . .
Forpustede og med ringende hjerner (Vidste i at børn ofte er ekstremt højlydte?) undslap vi akvariet, og sprang på en bus mod Cape town ydre kanter. Vi havde hørt meget godt om Kirstenbosch Gardens, som udover at huse flere unikke arter, også havde en rig historie.
Bonus info: Manden som gav jorden til Kirstenbosch Gardens var en ægte misantrop, og afskyede kvinder. Desværre for ham var han en utroligt velhavende og derfor ombejlet uden lige. Mand siger at hans at skrantende helbred, og en ganske persistent russisk prinsesse gav ham det sidste skub i graven ;)
Anyhow, Jose og jeg havde en utroligt underholdende tur i haverne, og fik nogle pæne billeder ud af det.
- Posted using BlogPress from my iPhone
Som plan B gik vi i Two Oceans Aquarium, som bød på pingviner, et kelp forrest bassin og aaalt for mange børn. . .
 |
| Yup, det er en Rocksucker . . |
Bonus info: Manden som gav jorden til Kirstenbosch Gardens var en ægte misantrop, og afskyede kvinder. Desværre for ham var han en utroligt velhavende og derfor ombejlet uden lige. Mand siger at hans at skrantende helbred, og en ganske persistent russisk prinsesse gav ham det sidste skub i graven ;)
Anyhow, Jose og jeg havde en utroligt underholdende tur i haverne, og fik nogle pæne billeder ud af det.
 |
| (P.s. Jose kan godt lide planter!) |
 |
| Den utroligt smukke Bird of Paradise |
søndag den 9. oktober 2011
Hello Cape Town
Cape Town tog imod mig med en overskyet lørdags himmel og en stiv kuling. Her var koldt!
At komme fra 35 grader til små 17 grader, det er ingen joke. Oven i hatten var det præcis den dag hvor der var over 20 grader i DK! Hrmpf!
Men alt mismod forsvandt da jeg kørte ind mod Cape Town. Her fik jeg den smukkeste udsigt til Tablemountain, hvis top blev svøbt i hvide, bløde skyer. Byen er i sig selv enormt smuk, med bakkede gader indhyllet i mægtige gamle træer, og huse i livlige farver.
Hostellet var en gammel victoriansk villa, ombygget til nu at huse backpackere. Værelset var intet mindre end fantastisk! Høje køjesenge, højt til loftet og god sikkerhed. Scene var sat til et godt ophold. Søndag std jeg tidlig op, men vidste egentlig ikke hvad der skulle ske. Josephine kom først mandag aften, og jeg ville gerne gemme nogen oplevelser til da.
Det endte med at jeg gik en god spadseretur ned til Victoria og Alfred Waterfront, som er turiststedet her i Cape. En god tur som tog gode 50 min, og førte mig gennem kendte områder som Long street og buisness kvarteret.
Alt i alt endte min dag med en guidet bustur der førte mig rundt om alle Cape Towns kvarterer og historiske steder. På vej bestemte jeg mig for at ændre ruten, og dermed passere Desmond Tutus gamle kirke og de berømte og meget smukke Company Gardens, der forsynede de hollandske skibe med frugt og grønsager, da Cape Town bare var uberørt land.
Company Gardens førte mig videre til Ikizo, som South African National Museum også kaldes, hvor der var udstillinger om alt fra Darwin, Hulemaleriernes historie, hav- og landdyr og sydafrikanske stammers traditionelle liv. Enormt spændende og 3 timers lærerig underholdning :D
Mandag var lidt en ventedag, for Jose skulle ankomme omkring spisetid. Så jeg vandrede denne gang ind mod bycentrum og shopping distriktet. Jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt som `the odd man out´. Jeg lyver ikke når jeg siger jeg ikke så mere end tre "hvide" personer. Så jeg med mit lyse hår stod noget udenfor!
Jose blev en smule forsinket, men det var SÅ godt endelig at se hende. Jeg kunne pludselig mærke, at selvom jeg virkelig har nydt at rejse alene, har jeg savnet at snakke med en som kender mig. De næste 5 måneder tegner godt :)
At komme fra 35 grader til små 17 grader, det er ingen joke. Oven i hatten var det præcis den dag hvor der var over 20 grader i DK! Hrmpf!
Men alt mismod forsvandt da jeg kørte ind mod Cape Town. Her fik jeg den smukkeste udsigt til Tablemountain, hvis top blev svøbt i hvide, bløde skyer. Byen er i sig selv enormt smuk, med bakkede gader indhyllet i mægtige gamle træer, og huse i livlige farver.
Hostellet var en gammel victoriansk villa, ombygget til nu at huse backpackere. Værelset var intet mindre end fantastisk! Høje køjesenge, højt til loftet og god sikkerhed. Scene var sat til et godt ophold. Søndag std jeg tidlig op, men vidste egentlig ikke hvad der skulle ske. Josephine kom først mandag aften, og jeg ville gerne gemme nogen oplevelser til da.
Det endte med at jeg gik en god spadseretur ned til Victoria og Alfred Waterfront, som er turiststedet her i Cape. En god tur som tog gode 50 min, og førte mig gennem kendte områder som Long street og buisness kvarteret.
Alt i alt endte min dag med en guidet bustur der førte mig rundt om alle Cape Towns kvarterer og historiske steder. På vej bestemte jeg mig for at ændre ruten, og dermed passere Desmond Tutus gamle kirke og de berømte og meget smukke Company Gardens, der forsynede de hollandske skibe med frugt og grønsager, da Cape Town bare var uberørt land.
Mandag var lidt en ventedag, for Jose skulle ankomme omkring spisetid. Så jeg vandrede denne gang ind mod bycentrum og shopping distriktet. Jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt som `the odd man out´. Jeg lyver ikke når jeg siger jeg ikke så mere end tre "hvide" personer. Så jeg med mit lyse hår stod noget udenfor!
Jose blev en smule forsinket, men det var SÅ godt endelig at se hende. Jeg kunne pludselig mærke, at selvom jeg virkelig har nydt at rejse alene, har jeg savnet at snakke med en som kender mig. De næste 5 måneder tegner godt :)
mandag den 3. oktober 2011
Gensyn med civilisationen
At komme tilbage til Windhoek var lidt at et antiklimaks for at sige det mildt!
Det var en nedtrykt bus der tog fra Harnas, for som de kloge siger: „Du ved foerst hvad du har naar du mister det“. Men selv afskeden med bushen kunne ikke undertrykke forventningensglaede efter varme bade, rene foedder og ikke mindst det at vaere ren i mere end 5 minutter af gangen!
Jeg havde denne gang booket paa et lidt bedre hostel, og mand var det det vaerd! Hej laekre badevaerelser og VARME bade. Jo tak! Heldigvis var vi nogen piger der skulle bo det samme sted. Saa vi aftalte sammen med de andre derkom fra Harnas, at moedes paa Joe’s Beerhouse til aftensmad, og sammen fejre en af pigernes fødselsdag.
En fantastisk, og tiltrængt, aften som lettede stemningen 100%.
Indretnigen er mildest talt crowdet, men det moeg hyggeligt, og der altid noget at kigge paa!
Desvaerre doede mit kamera, saa ingen billeder fra den aften ;) Istedet faar lidt billeder fra Windhoek:
Naeste dag blev brugt paa ren hygge. Vi sov laenge, og da vi ikke kunne sove laengere, tog vi ind til byen og fik morgenmad og ose i butikker. Da vi kom hjem igen, foreslog en af pigerne at tage op til Hilton Hotels Skybar og tagpool, for at forkaele os selv lidt. Det kostede kun en entre af ca. 75kr, og saa var der adgang til den laekreste poolog den smukkeste udsigt.
Sjovt nok var der den dag en PRevent for et vodka maerke, saa der var en masse meget muntre namibiske damer sammen med os paa terrassen :)
Tjek lige hvor laekkert der er !
Det var en nedtrykt bus der tog fra Harnas, for som de kloge siger: „Du ved foerst hvad du har naar du mister det“. Men selv afskeden med bushen kunne ikke undertrykke forventningensglaede efter varme bade, rene foedder og ikke mindst det at vaere ren i mere end 5 minutter af gangen!
Jeg havde denne gang booket paa et lidt bedre hostel, og mand var det det vaerd! Hej laekre badevaerelser og VARME bade. Jo tak! Heldigvis var vi nogen piger der skulle bo det samme sted. Saa vi aftalte sammen med de andre derkom fra Harnas, at moedes paa Joe’s Beerhouse til aftensmad, og sammen fejre en af pigernes fødselsdag.
En fantastisk, og tiltrængt, aften som lettede stemningen 100%.
Indretnigen er mildest talt crowdet, men det moeg hyggeligt, og der altid noget at kigge paa!
Desvaerre doede mit kamera, saa ingen billeder fra den aften ;) Istedet faar lidt billeder fra Windhoek:
Naeste dag blev brugt paa ren hygge. Vi sov laenge, og da vi ikke kunne sove laengere, tog vi ind til byen og fik morgenmad og ose i butikker. Da vi kom hjem igen, foreslog en af pigerne at tage op til Hilton Hotels Skybar og tagpool, for at forkaele os selv lidt. Det kostede kun en entre af ca. 75kr, og saa var der adgang til den laekreste poolog den smukkeste udsigt.
Sjovt nok var der den dag en PRevent for et vodka maerke, saa der var en masse meget muntre namibiske damer sammen med os paa terrassen :)
Tjek lige hvor laekkert der er !
Sidste dag på Harnas
Jeg ville ønske jeg kunne finde ord for alt det jeg har oplevet på Harnas. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, findes de ikke. Måske har det ændret mig, jeg ved det ikke. Jeg kom med en rygsæk, men jeg drog derfra med så meget mere..
Den sidste dag blev hovedsageligt brugt på at sige farvel til de dyr, der kom til at beholde et lille stykke af mig (metaforisk altså!)
Og så havde jeg den mest fantastiske tur med vore 4 leopardunger!
Vi tog dem med ud til et vandhul i lifelinen vi kalder Anthill. Meningen med disse ture er, at de små langsomt bliver kendt med naturen, og forbedrer deres naturlige færdigheder og instinkter som fx. at klatre. Og klatre var der rig mulighed for!
Turen blev dog noget presset, da to af de 3 ørkenlosserder er blevet lukket ud i Lifelinen, pludselig havde vandret langt fra deres normale tilholdssted og dukkede op ved Anthill!
I al hast skulle vi nu have alle 4 leoparder tilbage i transportkassen, for der var stor chance for at losserne ville angribe ungerne. Der ikke frygt for et fatalt udfald, men de kunne udrette skade, som vi helst ville undgå!
Men det var langt fra lige let at få fat på ungerne! To var kravlet så hæjt op, at de måtte have hjælp til at komme ned. Så sådan kom jeg op og klatre i camelthorn træer, på leopardredning :)
Alt gik godt, og vi kom hjem med fire hele og meget trætte leoparder.
Om aftenen var der lapa-night!
En aften med 70´er tema, tre retters middag og ganske meget hygge.
Men før alt det var der Lionroar for de der skulle afsted:
Herman, vores volunteer mom, tog os med ud til Macho og hans tre løvinders indhegning. Her fik vi den kæmpe ære at høre den 14-årige hanløves brølen. Jeg sværger, jeg kunne mærke vibrationerne helt ind i hjertet. Det var så kraftfuldt, og jeg vil huske det til min sidste dag.
Det var essensen af Harnas, og det var fantastisk!
Efter det tog vi tilbage til farmen, spiste, festede og lod tankerne glemme den forestående afsked.
Plus vores to israelere introducerede os for det joediske nytaar!
- Posted using BlogPress from my iPhone
Den sidste dag blev hovedsageligt brugt på at sige farvel til de dyr, der kom til at beholde et lille stykke af mig (metaforisk altså!)
Smukke gamle Elsa, der er i genoptraening efter en infektion i rygsoejlen
Baby Chloe
Jannie
Baby Athena
Blinde Audrey
Lille baby Dolce (eller Gabbana, hun har nemlig ogsaa en bror)
Og de 5 killingert, her er det Cho
Og så havde jeg den mest fantastiske tur med vore 4 leopardunger!
Vi tog dem med ud til et vandhul i lifelinen vi kalder Anthill. Meningen med disse ture er, at de små langsomt bliver kendt med naturen, og forbedrer deres naturlige færdigheder og instinkter som fx. at klatre. Og klatre var der rig mulighed for!
Turen blev dog noget presset, da to af de 3 ørkenlosserder er blevet lukket ud i Lifelinen, pludselig havde vandret langt fra deres normale tilholdssted og dukkede op ved Anthill!
I al hast skulle vi nu have alle 4 leoparder tilbage i transportkassen, for der var stor chance for at losserne ville angribe ungerne. Der ikke frygt for et fatalt udfald, men de kunne udrette skade, som vi helst ville undgå!
Men det var langt fra lige let at få fat på ungerne! To var kravlet så hæjt op, at de måtte have hjælp til at komme ned. Så sådan kom jeg op og klatre i camelthorn træer, på leopardredning :)
Alt gik godt, og vi kom hjem med fire hele og meget trætte leoparder.
Om aftenen var der lapa-night!
En aften med 70´er tema, tre retters middag og ganske meget hygge.
Men før alt det var der Lionroar for de der skulle afsted:
Herman, vores volunteer mom, tog os med ud til Macho og hans tre løvinders indhegning. Her fik vi den kæmpe ære at høre den 14-årige hanløves brølen. Jeg sværger, jeg kunne mærke vibrationerne helt ind i hjertet. Det var så kraftfuldt, og jeg vil huske det til min sidste dag.
Det var essensen af Harnas, og det var fantastisk!
Efter det tog vi tilbage til farmen, spiste, festede og lod tankerne glemme den forestående afsked.
Plus vores to israelere introducerede os for det joediske nytaar!
søndag den 2. oktober 2011
Et Muslimsk land...
Og deres toiletter. Tror aldrig helt jeg vil lære det der med at gå på toilettet og bruge en vandslange i stedet for toiletpapir. Det næste vi møder bliver sikkert et hul i jorden, hvilket jeg har det lidt bedre med i dét at man ikke træder ind på et klinkegulv der er spejlblankt fordi personen har spulet sig Gud ved hvor..
Nå men status er at doha efter midnat er ualmindelig travlt.
Pt ca. 6 timer før næste boarding og ingen plads i det såkaldte quiet room hvor man kan sove. Måske bliver det en lang nat? :)
Glæder mig til at møde katter i cape!
Josephine
Abonner på:
Opslag (Atom)