Afrikas Spids

Den sidste dag i Cape havde vi besluttet os for at tage på en dagstur ud til Cape Halvøen, som er hjemsted for Kap det Gode Håb. Vi blev hentet kl 10, og kørte afsted. Først mod Hout Bay som er Cape Town, og omegns, hovedleverandør af fisk og især hummer. Her blev vi smidt af, for at komme med en lille færge til Seal Island. Efter en utrolig scenisk udsejling af havnen, rettede vi kursen mod øen hvor vi for første gang så Fur Seals i rigelige mængder, og fik lidt billeder. Desværre delte vi fartøj med lige så rigelige mængder japanske turister, og til information kan de være enormt påtrængende, og, som jeg beretter senere, ret så agressive når det gælder muligheder for gode fotos, og har ALLE sammen kæmpe spejlrefleks kameraer (Nikon som det foretrukne mærke).

Vi kom tilbage til en kæmpe sæl liggende midt på kajen! Rundt om den, og ind i bussen og videre til næste stop.
Simonstown er en lille by sprunget op omkring en marine base, vores interesse i byen var nu den koloni af pingviner der huserede stranden. Det var ekstremt blæsende den dag, så alle pingvinerne trykkede sig sammen i strandens sparsomme bevoksning.

Bortset fra en enkelt lille viking

Vi lod pingvinerne få fred, og begav os mod Cape Point National Park. Efter at have passeret de første "NO feeding the baboons"-skilte, blev vi læsset af minibussen, og blev hver udstyret med cykel og der tilhørende hjelm (Safety first!). En 10km cykeltur i stiv kuling (modvind, self) ventede, og på trods af at jeg havde irriteret Jose til døde med manglende motion, så var den sgu halv hård. Og kuling eller ej, så var det en fantastisk tur!

Dansk Cyklist Forbund!

Vi fik kæmpet os hen til frokostpausen, og vi kom ikke sidst! En bid mad, og en hurtig køretur senere, ankom vi til Cape Point. Her står et ensomt fyrtårn, og kæmper for at advare skibene mod det livsfarlige rev, der omkranser halvøen.
Utroligt nok, møder vi en gammel Thyborønbo her, som har boet de sidste mange år i Cape Town. What are the odds!!

Slutningen på turen blev Kap det Gode Håb. På trods af at være det nok mest kendte landemærke på turen. Var der egentlig ikke så meget andet at lave her, end at få taget det obligatoriske ved skiltet.
Men det viste sig faktisk at være en omstændig affære. Ser i her mødte vi vores japanske venner fra Sælturen, og denne gang i en meget ophidset tilstand! De havde bestemt sig for, at man skulle stille sig i kø, for at komme til at tage billedet ved skiltet. Men eftersom det er et meget besøgt sted, kom der regelmæssigt nye mennesker til, og flere af dem havde ikke lige opfattet den spontane kø dannelse. Det resulterede i 30 ophidsede, pegende, viftende og råbende japanere. Det kan sgu være ret intimiderende! Men hold kæft hvor vi grinede ;)

- Posted using BlogPress from my iPhone